Knivbevis
Knivbevis
Introduktion til færdighedsmærker (duelighedsmærker)
Spejderfærdigheder er en vigtig del af spejderarbejdet.
Nogle færdigheder er gode at have i sin dagligdag. Det er for eksempel rart at kunne lave knob der holder, eller godt at kunne grundlæggende førstehjælp. Andre færdigheder knytter sig til de særlige aktiviteter vi laver som spejdere.
Under alle omstændigheder er færdigheder noget helt konkret man får ud af at være spejder. Et færdighedsmærke er et symbol på at man har gennemført forløb der har givet en nogle konkrete færdigheder.
Kniv
For mange små spejdere er det at må gå med kniv, og det at bruge den til møder og på ture en stor oplevelse, der adskiller spejderarbejdet fra mange andre aktiviteter. De elsker at sidde med kammeraterne rundt om bålet og snitte i en pind. Kniven er et skarpt værktøj, så det er vigtigt at spejderne forstår at bruge den rigtigt.
Spejdere med færdighedsmærket kniv kan følgende:
• Være fortrolige med kniven, herunder kende korrekte navne på de forskellige dele af kniven og skeden
• Kende sikkerhedsreglerne og vide hvorfor de er som de er
• Overholde sikkerhedsreglerne
• Vide hvordan man passer på og vedligeholder sin kniv
Generelle regler for brug af kniv
•Hold kniven ren, tør og skarp
En sløv kniv smutter nemt, fordi du kan bruge mange kræfter på at skære. Den skal holdes ren og tør, fordi den ellers vil ruste og blive sløv.
•Kniven skal være i skeden når du ikke bruger den.
Skeden er det sikreste sted at opbevare kniven, når den ikke er i brug. Hvis du sætter den i en rafte eller lægger den på jorden, kan andre overse den og skære sig på den. Du risikerer også at glemme den.
•Skær altid væk fra dig selv
Hvis kniven smutter, skærer du ikke i dig selv
Sid ned, når du snitter
Du har bedst kontrol over kniven, når du sidder ned.
•Skær altid foran dine knæ, og pas på andre
Du skal sidde, så du ikke skærer dig i knæene, hvis kniven smutter for dig.Tænk over hvordan du sidder bedst uden risiko for dig selv og andre.
•Kniven er ikke legetøj
Kniven er et skarpt værktøj og man kan komme til skade hvis man ikke passer på. Leg derfor aldrig med kniven.
•Anvend fast underlag
- når kniven bruges til madlavning eller lignende.
•Brug kniven korrekt
Lad være med at hugge med den, og kast den ikke ned i jord, og sand. Det bliver den sløv af.
•Aflever kniven korrekt
Når kniven gives til en anden, skal bladet vendes bort fra den som modtager. Hold på bladet med tommel og pegefinger.
Lovgivning for brug af kniv
I Danmark er det ifølge våbenloven forbudt at bære kniv på offentlige steder. Lommeknive med blad under 7 cm er dog fortsat lovlige. Spejdere har tilladelse til at bære kniv i forbindelse med spejderarrangementer og på vej til og fra spejder, forudsat at knivens blad er under 12 cm. Du skal have din uniform på, for at måtte bære kniv offentligt.
Vedligeholdelse
En kniv skal holdes ren, tør og skarp.
Rengøring
Hvis kniven er blevet meget beskidt, må man vaske den med sæbevand. Er skæftet af træ eller læder, kan man give det lidt olie eller voks, så det ikke tørrer ud. En læderskede skal også behandles med voks eller læderfedt for ikke at tørre ud.
Harpiks renses af med husholdningssprit.
Skærpning
En kniv af god kvalitet holder sig skarp længe, hvis den ikke mishandles, men alle knive skal skærpes en gang imellem.
Eksempelvis sisal og papir sløver mere end friskt træ.
Hvis ikke der er større hakker i æggen, kan man bruge et strygestål. Det slider ikke så meget på bladet og er rimeligt let at bruge, når man først har fået det lært.
Er kniven meget sløv, eller er der kommet hakker i æggen, må man bruge en slibesten. Der findes flere forskellige typer slibestene, men der er altid to ting man skal huske på:
•Stenen skal fugtes med vand eller et andet smøremiddel, afhængigt af hvilken sten man bruger.
•Bladet skal altid holdes i samme vinkel i forhold til stenen, når man sliber.
